torsdag den 31. januar 2013

Kan man fryse en festkage?


Jeps, det kan man godt ;) jeg havde så meget tilbage af min drage kage, at jeg både lavede smagsprøver til nogle af mine medstuderende, men også kunne lave et lille frost forsøg. Jeg skar skiver (lettest, da kagen var firkantet), pakkede dem individuelt ind i husholdningsfilm, lagde dem i en pose og så i fryseren. Må da indrømme, at jeg var lidt spændt på, om moussen ville drille, når den tøede, idet den er lavet med frugt – men den opførte sig eksemplarisk ;) både fyld, bunde, fondant og smørcreme var som helt frisk, da det var tøet. Det er rart at vide, hvis man som mig ofte har lidt til overs eller bare godt kan lide at lave ting i forvejen ;)

onsdag den 30. januar 2013

Lav din egen flormelis duster!

Jeg så nogle smarte konditorer på nettet, der når de legede med fondant havde en smart lidt ”støv pose”, hvori de havde flormelis, som så kunne spredes meget tyndt på arbejdsfladen. Sådan en vil jeg da også have, så nu har jeg lavet min egen :)

Du skal bruge:
Nylonstrømpe – enten en knæstrømpe eller et helt par strømpebukser (helt nye selvfølgelig)
En saks
Flormelis
 
 


 

Hvis man har en helt ny knæstrømpe i nylon, så er man klar til at gå i gang – men hvis man som mig kun har et par nye strømpebukser liggende, så starter man med at klippe den ene fod af. Så snor man fod enden af sin strømpe (det er nemlig ikke her, at vores flormelis skal ligge) og holder den. Så kan man folde den åbne kant ned og hælde vores melis ind på midten.Når der er den ønskede mængde flormelis deri, folder man kanten ud og binder den åbne og lukkede ende sammen. Og Tada! Så har vi en lille støvpude, man kan daske sit bord med og få et let lag flormelis, så vores fondant ikke hænger ved, når vi fx laver detalje arbejde :)
 

tirsdag den 29. januar 2013

Drage Kagen

                                                                                          

Her er min nyligste fondant kage - jeg kalder den "Dragen" :) Dens udvikling er lidt en pudsig historie, for det var slet ikke meningen, at den skulle se sådan nu - min ide var først at lave en gameboy kage.

Selve bundene er med den lette opskrift, jeg plejer at bruge (opskrifter kommer op), og bagt enkeltvist i en lav rektangulær form på 23x14cm. Som regel bliver den endelige kage lidt mindre end selve formen, idet jeg plejer at skære "skorperne" fra. Denne gang have jeg dog været lidt for rundthåndet med dejen, så bundene blev lige til den tykke side, til at egne sig som gameboy-kage ;)

De tre bunde blev lagt sammen med et lag hindbærmousse og et lag mørk chokolade ganache (ganachen sneg sig lidt ud på siden for mig, så laget er altså ikke så tykt, som det ser ud ;) ) Fordi bundene blev lidt tykkere, end jeg havde tænkt i mit hovede, så var fyldet også nødt til at fylde lidt ekstra - det skal jo følges af ;) Derfor blev kagen lige til den høje side og ville derfor have set helt fjollet ud som gameboy. Men jeg havde tid til at finde på et andet udseende til kagen, fordi jeg altid lægger kager sammen dagen inden, de skal spises, så de kan nå at slå sig og blive rigtig lækre :)
                                                
Mens kagen stod på køl, lavede jeg smørcremen, der retter kagen af og gør, at fondanten kan hænge ved. At lave kager med lige sider og skarpe kanter er rigtig svært, og jeg bøvler stadig - men det går da fremad :) Efter kagen er smurt op, så skal den på køl lidt igen, og der kan man så rulle sin fondant ud. Jeg valgte først at lave fondanten dagen efter, så jeg pakkede kagen ind i husholdningsfilm, da smørcremen havde sat sig.
Om aftenen fandt jeg så på dragetemaet, og gik igang med at lave pynten - advarsel: den slags er tidskrævende ;) Jeg lavede en billedsøgning på google og valgte en drage ud til at ligge på toppen af kagen og et lille tribalmønster til at sidde på siderne. Så lavede jeg royal icing i orange og rød ved hjælp af pasta farver og hædte dem i hver sin sprøjtepose. Det gode ved royal icing er, at det lufttører og bliver så hårdt, at det kan flyttets - hvis man altså ikke har lavet det for tyndt ;) Hvad man gør er, at ligge et stykke plastik eller bagepapir over motivet og følge stregerne, når man sprøjter glasuren ud. Jeg lavede omridset af dragen med rød glasur og fyldte derefter ud med den orange. Det tørrer forholdsvist hurtigt, men hvis man vil være på den sikre side, så kan man lade den stå natten over. Dog aldrig i hverken køleskab eller fryser! for så tørrer det ikke ordentligt op.
 
Morgenen på dagen, hvor kagen skulle bruges (søndagsfrokost hjemme hos mutti), gik jeg så i gang med at lave fondant... det blev der desværre ingen billeder af, for jeg kom ligepludselig i tidsnød - sådan en kage er en værre tidsrøver.. Men jeg lavede en omgang hvid fondant (den jeg har lagt ind under opskrifter), rullede det ud og overtrak kagen. Jeg valgte igen at pensle sort madfarve på bagefter, fordi det giver en bedre farve og sparer lidt på mængden af farve, der skal bruges. Her skal man dog være opmærksom, at farven let smitter af, hvis man rører den. Så placerede jeg dragen på toppen og sprøjtede flammerne på af siderne med den resterende glasur. Ideen med flammer vil jeg arbejde med igen, en dag hvor jeg har mere tid til det endelige finish ;)
 
Kagen smagte dejligt og fik mange thumbs up - både af mutti, brormand, og de medstuderende, der fik små smagprøver af den dagen efter :)                                                                

                                                                      
 

mandag den 28. januar 2013

Opskrifter vil komme løbende

Nu er denne blog meget ny og for at den skulle være interessant at kikke på, har jeg lagt ud med at poste billeder og beskrivelser af mine fondantkager hidtil. Fra nu af vil jeg løbende lægge opskrifter ud, når jeg har testet og godkendt dem - Der kommer ikke noget op, som jeg ikke har prøvet, bagt og smagt ;)
Den første opskrift er lige kommet op - hvordan jeg laver fondant :)

Fondant med marshmallows

Der er flere slags fondant; deriblandt marshmallow og glucose fondant, hvor jeg hidtil har arbejdet med den første. Jeg har hørt flere sige, at marshmallow fondant er mere smidigt end den med glucose, så indtil videre holder jeg mig til den.

Noget jeg har bemærket ved de fleste fondant opskrifter er, at de skriver et antal marshmallow, der skal bruges – hertil tænker jeg; er der ikke marshmallows i flere forskellige størrelser? Og jo, det er der ;) Dem jeg har lettest ved at få fat i, er nogle såkaldte gril-marshmallows fra fakta, mens andre bruger dem fra Haribo. Men der er størrelsesforskel på de forskellige mærker, så selve konceptet af at have en opskrift med et antal af marshmallows, der skal bruges i forhold til de andre komponenter, virker for mig ufikst. Jeg har hidtil lavet min fondant på gefühl, men da jeg lavede min nyligste portion, vejede jeg og skrev ned for at kunne give opskriften videre.

Ingredienser:
145 g Marshmallows (i det mærke jeg bruger, er det 25stk)
1 spsk olie
2 spsk vand
500 g flormelis (1 pakke) – her er der også nok til at rulle fondanten ud

Sådan gør jeg:
Marshmallows puttes i en plastikskål, hvorefter olie og vand hældes over. Det hele varmes i microovnen i intervaller af 30sekunder, indtil det er en tyk, smeltet masse – det tager et sted mellem 1 – 1½ minut. Skumfiduserne kan godt se ud til ikke at være smeltede, men faktisk være det efter omrøring.
Herefter rører man gradvist flormelis i, indtil massen har samlet sig til en klump – så vender man den ud på bordet og fortsætter med at ælte flormelis i, indtil fondanten ikke længere er alt for klæbrig. Man skal dog ikke gøre den helt tør, så hellere lidt mindre flormelis. Til denne portion var der nok flormelis tilbage af pakken til også at rulle fondanten ud.
Når fondanten har den ønskede konsistens, så kan den lægges til at hvile i en lufttæt pose – men jeg har som regel ikke tålmodighed til at vente og plejer at rulle den ud med det samme ;)

Denne portion gav 600g færdig fondant – bonusinfo: jeg brugte 225g af denne portion til at overtrække min dragekage, som var 20x12cm.

Farvet fondant:
Hvis man på forhånd ved, at man skal bruge farvet fondant, så synes jeg det er lettere at farve fondanten idet man laver den, frem for bagefter. Jeg tilsætter pasta farve i den smeltede skumfidusmasse og rører det jævnt, inden jeg begynder at tilsætte flormelis. Personligt foretrækker jeg at bruge pastafarverne, frem for de mere flydende frugtfarver, idet de ikke giver nær så kraftige en farve og der skal bruges meget mere af dem.

Hvis man har set mine indlæg med tidligere kager, vil man nok bemærke, at jeg ofte ”maler” med pastafarverne. Det betyder, at jeg i nogle tilfælde vælger at pensle pastafarverne direkte på hvid fondant, som allerede ligge som overtræk på kagen. Det gør jeg som regel med kager, jeg gerne vil have helt sorte, da det er svært at opnå, når man blander sort farve i hvid fondant-masse. Når fondanten naturligt er hvid, vil det logisk set være sværere at opnå dyb sort, og lettere at få pastel grå ;) Det kan lades at gøre, at få en udmærket sort fondant, hvis man er villig til at bruge meget pastafarve, og så synes jeg pensle metoden er lettere, når det bare er en enkelt mindre kage, man vil have sort.

Jeg håber opskriften kan gøre gavn :)

søndag den 27. januar 2013

Kagen til Mors 15års jubilæum

 
I starten af januar havde min mor 15års jubilæum som dagplejer, og det skulle da fejres med en kage ;) Hun ville gerne have mandelbunde og daimfyld, men pynten var stort set op til mig, sålænge den var børnevenlig.
Jeg valgte at forsøge mig med en marmoreret fondant af lilla, lyserød og grøn, så den blev rigtig frisk i farverne. Bamserne på toppen formede jeg i modellerings chokolade - det er en sjov konsistens at arbejde i, når man er vant til fondant. Jeg købte det i "Den lille Kagebutik" i vejle, men næste gang vil jeg nok forsøge at lave det selv. Det tog sin tid at få dem formet, men de endte med at være søde - og de kunne holde tallet 15 ud af fondant, som jeg havde planlagt. Havde det ikke virket, havde jeg været nødt til at improvisere ;)
Sommerfuglene er stukket ud med en cookie-cutter købt på nettet, men jeg har set de selv samme i søstrene grene for nylig, hvis nogen skulle lede efter dem. "Jubilæum" sprøjtede jeg i royal icing - det vil jeg øve mig noget mere i, for det ser rigtig flot ud, når man kan finde ud af det.. og det kan jeg ikke endnu ;) endnu noget at blive bedre til.
 
Med større kager som den til min fars fødselsdag havde jeg lavet pynten i dagene op til, så der ikke var så meget tryk på til selve samlingen af kagen... det havde jeg dog ikke fået gjort med denne og det skal siges, at jeg stod og lavede alt til kagen undtagen bundene d. 1 januar, dagen inden den skulle bruges ^^" Set i bakspejlet havde det nok været en god ting, at have lavet noget mere på forhånd - især når man er lidt træt efter nytårsaften ;)



Nytårskagen 2012


Efter man har kastet sig ud i at lave finere kager end dem i bradepander, så får men meget nemt lov til at være den, der skal stå for desserten ;) Her til nytårsaften stod jeg for dessert-delen af menuen, og det lå ligesom mellem linierne, at det skulle være en kage - men hey, enhver anledning til at lave en kage modtages med kyshånd ;) Man er jo nødt til at have nogen til at spise de kager, man bager.

Både fyld og bunde var forsøg fra min side - det var første gang jeg lavede chokolade ganache, og opfandt min egen opskrift på kokosbunde (opskrift kommer). Den fik gode anmeldelser af de andre til vores lille middagsselskab, så det var dejligt :)

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg ofte maler farven på min fondant - endnu engang har jeg malet det sorte på med pastafarve, for at få den rigtige sorte tone. I mit hoved er det mere logisk at gøre det på denne måde, frem for at blande farven direkte i fondanten, da der så ville skulle bruges en større mængde farve. Når man tænker over det, så er det også kun forståeligt, for fondanten består af hvide marsmallows og flormelis.
Pynten består af fondant tal arrangeret som et ur og penslet med guld madfarve. Rundt kanten ligger et snoet bånd af fondant, samlet med en sløjfe, også i guld. For at give lidt nytårsstemning, så dryssede jeg spiseligt glimmer på toppen af kagen.

Jeg finder stor underholdningsværdi i noget af det tilbehør, man kan købe til at lave kager med - deriblandt spiseligt glimmer. Det ligner almindeligt hobbyglimmer, men det er det åbenbart ikke, for på skildtet står der "spiseligt". Når man så læser instruktionerne, står der at man skal bruge det på områder, hvor det let kan børstes af, inden indtagelse. Men på billederne vises det på toppen af cupcakes, hvor det ser ud til at sidde fast i glasuren... Så hvor er det helt præcist, de mener man skal bruge det? Men vi kan alle sove trygt om natten alligevel, for på pakken står der nederst: "Er dog ikke skadeligt ved indtagelse" ;)

Julestrømpe kage

 
 
I december fik jeg ideen at lave en kage med form som en julestrømpe - det passede sig ligesom til årstiden ^^ Formen opnåede jeg ved at bage rektangulære bunde og så skære lidt af langsiden, som så kunne lægges til nede ved "foden" - for at give formen et blødere og mere sokke-agtigt udseende, rundede jeg kanterne af,  inden jeg lagde kagen sammen og betrak med fondant.
 
Kagen består af tre lyse bunde og to lag af det vil kalde julefyld, chokolade med appelsin. Det var et simpelt forsøg med at kombinere pisket fløde med flormelis/kakao, og et lag appelsinmarmelade. Smagen var fin men ikke helt så kraftig, som jeg ville have det, så den opskrift skal der arbejdes videre på ;)
 
Overtrækket er igen hvid fondant, som jeg penslede med rød pastafarve - mønsteret er så opnået ved at lade noget være hvidt. Pluskanten er sprøjtede stjerner af hvid royal icing. De små kagemænd ved siden af, er hvid chokolade med rice crispeys, som jeg har hældt i en silicone form.
 
Søndag er ofte kage-dag i min lejighed, og da jeg tit spiser søndagsmiddag hos min far, så nyder han og min stedmor godt af mine eksperimenter :) En fast kommentar er, at jeg laver alt for store kager, til for få mennesker - men man er vel jyde ;) Hellere for meget kage end for lidt - så er der også et stykke til fars madpakke <3

Kage til tøse-julefrokost - The Flemmings


Til tøsegruppens årlige julefrokost stod jeg som altid for risalamanden og kage til de, der ikke kan lide det første ;) så i år blev det, hvad jeg kalder oreo kagen. Den består af kakaobunde og et fyld med knuste oreokiks i. Personligt kan jeg rigtig godt lide den, og har så sandelig ikke fået nogle klager, de gange jed har lavet den ;)

Pynten er ret simpel, idet det meste er lavet med cookie-cutters i form af snefnug, pyntet med en sølvkugle. Teksten er skåret ud af fondant, hvilket jeg fandt en del sværere, end jeg havde troet - men det lykkedes da. Endnu engang forsøgte jeg mig med at "male" frugtfarve på den hvide fondant, men denne gang var det den mere flydente frugtfarve, frem for pastafarve... og forskellen var stor! pastafarvene kan pensles på fondanten i et heldækkende lag (vil sige de er mere pigmenterede), hvor den tynde frugtfarve tydeligt viser, hvor man overlapper med sine penselstrøg. Lidt som da man tegnede med tusser som barn ;) Så blev jeg så klog ^^

Bonus info - "The Flemmings" er det tilnavn vi i tøsegruppen har givet os selv. Et udslag af meget syg, intern humor ;)

Endnu et af de første kage-forsøg - Oreo kagen


Endnu en af mine første kager - en 20cm rund kage, dannet af kakao-lagkagebunde og lagt sammen med oreofyld. Oreos er meget amerikanske, men jeg kan nu godt lide dem - og de giver god smag til et ellers lyst fyld i en kage som denne. Kagen lavede jeg en søndag, så jeg kunne tage den med på seminariet om mandagen - jeg havde brug for nogen til at hjælpe med at spise den ;) Man skal aldrig spilde god kage. Det er også en god måde at få testet mine ideer til bunde og fyld, da der er en del forskellige, der så kommer til at smage og kan give deres mening. Den fik kun gode anmeldelser, så det er en kombination, jeg har brugt sidenhen.

Kagen er simpelt nok betrukket med hvid, hjemmelavet fondant, og pyntet med sløjfe og roser i sort fondant, købt i Panduro Hobby. Det skal dog siges, at jeg ikke køber deres fondant, eller nogen andres for den sags skyld, igen ^^" Købe-fondanten har slet ikke den gode konsistens, som min hjemmelavede har, så det irriterede mig grusomt, da jeg skulle arbejde med det. Derudover, så smager det underligt - min normale fondant er sød (som det ikke kan undgå at være), men den købte... smagte ikke rigtig af noget... så bliver man lidt nervøs for, hvor mange tilsætningsstoffer det lige er, man sidder og spiser.

Kagen har ikke de skarpeste kanter, men udover det er jeg ret tilfreds - og alle der så den, syntes da også den var fin ;)

lørdag den 26. januar 2013

Min allerførste fondant kage - Daim kagen


Her tænker I nok: den ser da lidt lille ud? Jeps, det var den også ;) Det var et af mine første spæde forsøg med at betrække en kage med fondant, lavet fondantblomster og bruge royal icing. Som det fremgår af billedet, gik ingen af delene særlig godt xD For det første er kagen i sig selv ret skæv, fondanten lagde sig så så godt som det var muligt, men min icing var slet ikke tyk nok - den holdt ikke formen af de skaller, jeg havde pipet langs kanten. Mønsteret på kagens sider var et forsøg på at gengive en teknik, jeg havde set på youtube... Men med ret lille succes ;) Tror jeg skal forsøge det igen på et tidspunkt, efter jeg nu har fået lidt mere øvelse med at arbejde med glasuren.

Kagen er dannet af mandelbunde og daimfyld, betrukket med hjemmelavet fondant og pyntet med royal icing. Blomsten er også af fondant, der havde fået lov at tørre i en tom æggebakke for at holde formen og pyntet med spiselige sølvkugler i midten. Skal da ærligt sige, at jeg ikke aner, hvad det er for en slag blomst - men jeg syntes den var pæn, da jeg lavede den ;)

Selv om det er en meget amatør-agtig kage, så er jeg faktisk rigtig glad for den - for den var med til at sætte gang i minekageforsøg. Det var den, der skaffede mig min første bestilling på en stor festkage - nemlig den til min fars fødselsdag :) Denne lille kage lavede jeg til at tage med hjem til ham til søndagsmiddag en helt almindelig søndag, og han synes den var rigtig fin. Derefter spurgte han, om jeg ville lave en større kage til hans fødselsdag :) Det endte med at blive til skak kagen, der kan ses under fondant kager :)

Skak kage

 
Dette er den første "Store" festkage, jeg har lavet - en two tier kage med mandelbunde (fra en gammel Amokogebog) og daimfyld. Det var i anledning af min fars 49 års fødselsdag, da han lidt tid forinden havde set/smagt en mindre kage, jeg havde forsøgt mig med, og så syntes det kunne være sjovt at have en fin kage til sin fødselsdag. Jeg havde helt frie hænder med hensyn til pynten, så jeg valgte at følge et skak tema - da min far er glad for skak og giver mig prygl i det engang i mellem ;)
 
Frem for at købe fordant, så foretrækker jeg at lave min egen og intil videre har det været lidt på gefühl. Både roser og skakbrikker er lavet i fondant lidt i forvejen, så det kunne tørre, inden jeg anrettede dem på kagen. Tidligere har nogen spurgt mig, hvordan jeg får fondanten så sort som her: svaret er ret simpelt - jeg "maler" pasta farve på, frem for at blande det i fondanten. Til de røde roser har jeg blandet rød pasta farve i fondanten, da den røde farve ikke er så svær at opnå, men til de sorte ting synes jeg simpelthen det kræver for meget farve, at få den mørke tone. Derfor vælger jeg at pensle farven på i overfladen og så lade det tørre :)
 
Hvor meget kage, der skal til x antal personer, er noget jeg stadig finder svært - denne kage skulle brødføde omkring 10 mennesker (vil lige sige til mit eget forsvar, at vi først antog, der ville være 15 mennesker samlet), så der endte selvfølgelig med at være alt for meget. Alle fik både et stykke kage om eftermiddagen og igen til aftenskaffen, så der var nok nærmere kage til 20 mennesker. Men hellere for meget end for lidt, det har altid været mit motto :)
 
Selv om kagen ikke fik helt så skarpe kanter, som jeg have ønsket mig, og fondanten drillede lidt, så er jeg godt tilfreds med det endelige resultat. Og far blev rigtig glad for den, hvilket jo er det vigtigste =D