lørdag den 2. februar 2013

Grundkage med smør

Denne opskrift er fra samme bog som den smørcreme opskrift, jeg også har skrevet til jer (”Børnefestkager” af Anne Wilson). Egentlig frygtede jeg, at det ville være en kedelig og tør kage, men bestemte mig alligevel for at afprøve den. Og tænk engang, den er faktisk udmærket :) Jeg tror det svarer til det, amerikanere kalder en sponge cake – en svampet lys kage indeholdende smør. Denne slags kage er lidt tungere, end de bunde jeg plejer at lave, som hovedsagelig består af piskede æg – derfor egner denne slags kage sig bedre til at ”bygge” med. Jeg ville bruge opskriften til at lave en Kamera Kage og til den slags kager, er det en fordel at selve kagen er lidt mere robust.

Ingredienser:
150g smør - tempereret
1 ¾ dl sukker
3 æg
2 tsk. vaniljesukker
4 dl mel
2 ½ tsk. bagepulver
¾ dl mælk

Forvarm din ovn til 190 grader, og find en passende form og beklæd den med bagepapir. (jeg brugte en 30x20 cm form). Pisk smør og sukker luftigt, og tilsæt så æg lidt efter lidt og pisk grundigt. Sigt de tørre ingredienser sammen i en skål og vend dem i massen skiftevis med mælken – rør kun til dejen er jævn. Hæld dejen i den klargjorte form og bag i ca. 35 min eller til en kødnål kan stikkes i midten af kagen og komme ren op. Lad kage køle lidt i formen, inden den tages ud og køler helt på en rist.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar