Viser opslag med etiketten Børnekager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børnekager. Vis alle opslag

mandag den 1. april 2013

Bas Guitar kage :)


Min nyeste kage - formet som en bas :) Det skal straks siges, at jeg intet ved om instrumentet - kagen er lavet af bedste evne ud fra et foto ^^


Kagen består af kakaobunde (mine luftige kagebunde tilsat kakaopulver) fyldt med tobleronecreme, stænket med baileys og smurt op med kakaosmørcreme. Der er mange forskellige opskrifter på tobleronefyld, nogle med meget chokolade andre med meget lidt - jeg valgte at forsøge mig med noget midt imellem:

Toblerone-creme:
2,5 dl piskefløde
200 g toblerone (den originale lyse)

Fremgangsmåden er den samme som til chokolade-ganache, chokoladen smeltes i fløden og køles helt ned, før den piskes op. Denne mængde rækker til et lag i en 20 cm kage - jeg brugte opskriften x 4 til denne kage.






Det første jeg gjorde i processen var at tegne og klippe en skabelon til formerne ud af bagepapir. Så kunne jeg bedre beregne, hvor store kagebunde, jeg skulle bage. Samlet var kagen alt for lang til at kunne være i mit køleskab, derfor delte jeg den ud i tre dele, som jeg kunne samle til sidst. Som fad havde jeg lånt min stodmors puslespils-plade og beklædt den med sølvpapir - fade oppe i den her størrelse er svære at finde ;)


Her ses de tre dele lagt sammen med fyldet og smurt op med kakaosmørcreme. Det viste sig at være en udfordring at få dem helt lige høje - det er jo som at lægge tre forskellige kager sammen. For at få en god opsmøring er det vigtig, at kagen har været på køl/frost først, så fyldet har sat sig. Hvis fyldet er for blødt, så er det svært at dække det med smørcremen uden at trække det med. Efter opsmøringen kommer kagen på køl igen, mens jeg laver fondanten.

Til denne kage lavede jeg to og en halv portions fondant - en rød, en brun og en halv lys brun/gul. Det var klart lettest at betrække halsen og hovedet, da de former er lette at gå ting - selv guitaren har flere detaljer og var mere udfordrende at betrække helt glat. Her er de tre dele med det basale lag fondant.


Jeg forsøgte at lave så mange af detaljerne, inden kagen skulle samles som muligt, heriblandt strenge og knapper. For at opnå sølv-looket på detaljerne brugte jeg sølvfarvet madfarve. Egentlig kikkede jeg bare på mit referencebillede og prøvede at lave så mange detaljer som mulig.

På selve dagen tog jeg dele ud af køleren og samlede dem ca. 20min inden den skulle hentes - her sprøjtede jeg kanten og de sidste strenge på.








lørdag den 2. marts 2013

Barbapapa Kage

Her er det seneste kageprojekt: En barbapapa kage til en lille piges 1 års fødselsdag :)

 
Jeg har ikke en form i den rette størrelse, så derfor bagte jeg seks rektangulære kagelag, hvor formen til barbapapa blev skåret ud af to lag ved siden af hinanden :) Igen brugte jeg de luftige kagebunde, som kan findes under opskrifter i menuen.
Kagen er fyldt med chokolade ganache og hindbærmousse og stænket med en lille smule bailey, for at gøre den ekstra lækker ;) Tidligere stænkede jeg ikke lagene i mine kager, men idet jeg gerne vil gøre mine kager endnu bedre, så har jeg taget det til mig.
Kagen er ca. 23cm bred og 33cm høj - hertil brugte jeg én portion af min fondant opskrift, farvet med lidt pink pasta frugtfarve. Banneret og øjnene er hvid fondant, og stregerne er mørk chokolade sprøjtet ud med en lille sprøjtepose. De små sommerfugle er stukket ud i resten af den lyserøde fondant og malet med lidt ekstra pink frugtfarve og lidt spiseligt sølvpulver :) De lå til tørre natten over mellem to skeer, for at give dem spredte vinger ;) Til slut en sprøjtet kant i royal icing som altid.

lørdag den 16. februar 2013

Aqua kage


Jeg har haft ret travlt den seneste uge, da jeg har været igang med forberedelserne til denne navngivningskage med aqua tema. En af inspirationskilderne skulle være Bennys Badekar, så den fik jeg set to gange i processen - det er kult ^^ Kagen er i to etager med mandelbunde og daimfyld - det er vist efterhånden blevet min specialitetskage ;)
Pynten består hovedsaglig af fondant, undtagen tangen som er royal icing, jeg sprøjtede på et stykke bagepapir med en blad tip og lod det tørre. De kunne så placeres rundt på kagen med lidt ekstra icing som klister. Den nederste kant er lavet som sandbund med knust digistive kiks.
Kagen har en klar forside, da navnet på toppen jo skal vende rigtigt, men bagpå sidder der en sprutte og nogle flere farverige fisk - der skulle også være noget at se på, selv om det  var bagsiden ;)